Sidste nyt
28. juni 2010
Det er som om tiden får et nyt gear, når to bliver til tre. Alting går bare lidt hurtigere, og inden man ser sig om, så er ens lille guldklump blevet et halvt år. William er begyndt at udforske stuen, så meget han nu kan. I øjeblikket er det ved hjælp af armene, der skubber han rundt baglæns. Han er en frisk og glad dreng, der efterhånden er blevet rigtig glad for andet end flydende mad. Han er begyndt at sidde med ved ”voksenbordet” på sin Trip Trap stol, og han klarer det rigtig godt. Selvom hans mor og far kan blive lidt trætte i ørene af hans ”trommespil” på bordet;).
Vi (mor og far;)) har begge været oppe til en skriftlig eksamen hver i slutningen af maj, som vi venter svar på. Jacob har været med DTUs økobiler i Tyskland, hvilket desværre ikke gik så godt for den af bilerne han har arbejdet på. Den anden bil vandt heldigvis og reddede derved DTUs ære.
Nu er sommerferien begyndt og de sidste måneder inden William skal starte i institution eller dagpleje, skal nydes.
6. februar 2010
Tiden flyver af sted og William vokser sig stor og stærk. Der er allerede sket en masse både udviklings– og udseendemæssigt. William er blevet mere vågen og smiler nu bevidst, hvilket er så skønt!
Mor og far er begyndt på studiet igen, far på fuldtid, mor dog kun fire timer om tirsdagen. Indtil videre er William blevet passet i Virum af mormor denne formiddag. Far får meget at se til med at passe studiet, studiejobbet, være økobil-teamleder og sidst men ikke mindst nyde William. Det med at få tid til lektierne bliver vist lidt presset. Mor bruger tiden på William og det huslige, samt et ugentlige møde med mødregruppen, der består af fire piger, én anden dreng og deres fem mødre, der er i alderen 27-31 år.
Som I kan høre, har vi nok at se til her i Virum, men vi nyder alle tre vores nye familieliv i fulde drag! Der er netop nu lagt billeder op af William fra januar måned, så tag endelig et kig i galleriet.
14. januar 2010
GODT NYTÅR!!
Endelig kom vores længeventede junior til verden!
Den sidste ventetid var dræbende lang, da eksamenerne var overstået og juleaften nærmede sig med hastige skridt. Syv dage over terminen skønnede jordemoderen juniors vægt til 3900 gram og Anita begyndte så småt at blive nervøs for, hvorvidt Junior ville kunne komme ud derindefra. De tolv dage, Anita endte med at gå over tid, satte enhver tålmodighed på prøve. Vi modtog dagligt mange sms-beskeder fra kommende bedsteforældre, samt venner og bekendte, der var lige så overventende som os selv. Det var som om hele verden ikke kunne tænke på andet end, hvornår miraklet ville ske. Det var derfor en kæmpe forløsning, da Anita endelig fødte en stor og rask dreng på 4180 gram og 55 cm lang den 20. december 2009 kl. 02.00. Mor og far skulle nu til at finde et godt navn til den ”lille”, hvilket imidlertid viste sig at være svært. Efter ni måneder som ’Junior’ var det svært at kalde drengen andet, derfor var Junior ’Junior-den-navneløse’ i halvandet døgn, før mor og far endelig besluttede sig for navnet William.
Fødslen startede fint og gik overraskende stærkt indtil William skulle presses ud. Under presseveerne faldt hans hjertelyd og Anitas presseveer var meget korte, hvilket ikke fremskønnede fødslen. Der var pludselig en masse mennesker på fødestuen. Lægerne blev enige om, at han skulle hurtigt ud og lagde derfor en kop på hans hoved. Da Williams hoved endelig kom til syne, sad den lille stakkel fast med skulderen. Nu skulle det gå stærkt, så to bukkede Anitas ben om til ørene, en hoppede på hendes maven, en klippede alt imens en fjerde hev William fri. Trods den stressende fødsel kom William sig hurtigt og skreg fint lidt efter. Sådan gik det til at William kom til verden og det endda på sin Oldemors fødselsdag!
De første fire dage af Williams liv tilbragte vi på hospitalet. Juleaften blev holdt i Virum sammen med farmor, farfar og farbror Nicolaj med mad udefra (farmor havde forberedt den hjemmefra). 1. juledag kom mormor, morfar og morbror Kent på besøg og 2. juledag tog vi til Falster, hvor der var brunch 3. juledag for familie og venner hos farmor og farfar.
Den 28. december fik William gylp galt i halsen og trak efterfølgende ikke vejret ordentligt, hvilket udløste en ambulancetur, samt en overnatning på Nykøbing Sygehus. Vejrtrækningen startede heldigvis igen og mor og far slap med skrækken.
Nytår 2009 blev holdt på sofaen i Virum, hvor mor og far fladede ud ovenpå alle julens strabadser.
Tre uger gammel er William en frisk og meget sulten dreng og mor og far er efterhånden ved at have vænnet sig til deres nye roller! Se de første billeder af William i galleriet.
10. december 2009
Så er vi nået godt ind i julemåneden, som vi bruger på at læse til eksamener og ikke mindst VENTE! Med god grund, da den magiske 7. december ”for længst” er overskredet. Som I nok har regnet ud, er det ikke juleaften vi venter på, men derimod at Junior tager den store beslutning at forlade Anitas trygge mave. Vi har efterhånden fundet ud af, at det ikke kun er os der venter. Vi modtager dagligt beskeder fra nysgerrige folk, der bare lige skal høre om der er noget nyt;)
Der er sket meget siden sidste opdatering af langt-hjem.dk. Her kommer derfor en lille opsummering.
Først og fremmest er Jacob kommet sig over sin operation og nyder at mandlerne ikke hæver, ved det mindste vindpust. Med ”sygdommen” under kontrol har vi kunne koncertere os om at komme på plads i lejligheden, samt følge lidt bedre med i studierne. Vi er efterhånden kommet godt på plads i vores nye hjem og nyder at være flyttet til Virum. Vi har stadigvæk lidt småprojekter i lejligheden, men lige for tiden er de mindre vigtige og er derfor blevet udskudt lidt. Efter Jacob er kommet på højkant igen, er han blevet Team Leder for DTUs ene økobil (www.ecocar.dk). Dette har taget noget ekstra tid, men har til gengæld også givet nogle gode erfaringer. Anita har i løbet af efteråret passet studiet som hun plejer, selvom det til tider har været lidt hårdt grundet Juniors selskab. Hun har fået tilpasset sin studieplan, så hun ”kun” skal op til én eksamen den 11. december. Jacob har to eksamener hhv. i dag og den 16. december. Så vi håber, at Junior vil acceptere disse tre datoer;).
Men som sagt, så venter vi stadigvæk!!
13. september 2009
Nu er sommeren så småt ved at blive til efterår, og det er blevet tid til at samle lidt op.
Anitas mave vokser næsten fra dag til dag, hvilket selvfølgelig viser Junior vokser godt. Og Junior er til tider MEGET aktiv, til Jacobs store fornøjelse, selvom det nogle gange går lidt hårdt udover Anitas ribben. Vi har snart fået klaret alt det praktiske med indkøb (bl.a. med en shoppetur til Malmø) og lån af diverse udstyr, så nu skal vi bare vente tre måneder mere.
Noget af ventetiden skal bruges på at flytte, da vi får nøglen til vores nye lejlighed på tirsdag. Hvilket vi selvfølgelig glæder os meget til. Desværre er flytningen blevet sat lidt i baggrunden de sidste 14 dage, da Jacob har fået fjernet sine mandler med store problemer efterfølgende.
Den 25/8 blev mandlerne fjernet på en privatklinik i Hørsholm, og den første uge efter gik meget bedre end forventet pga. forholdsvis små smerter. Desværre skulle det ikke fortsætte så nemt! Efter 7-10 dage falder skorperne af, og i den forbindelse kan der forekomme blødning. Dette skete for Jacob den 2/9, og efter halvandet døgn på Gentofte Hospital, burde problemet være løst med yderligere en uges ro. Sådan gik det desværre ikke, og i den efterfølgende uge blødte Jacob fem gang og havde yderligere besøg på hospitalet. Den 9. var blødningen så kraftig at Jacob igen blev lagt i fuld narkose og opereret. Blodtabet havde nu været så stort, at en blodtransfusion var på tale. Det blev heldigvis ikke nødvendigt, men Jacob blev holdt under observation indtil i dag, hvor han forhåbentlig er blevet udskrevet for sidste gang. Med beskeden om i hvert fald en uges ro, så flytningen kommer lidt i en presset periode, men vi glæder os meget til vi kommer på plads i Virum.
I alt dette sygdomsrace, er vores studiestart blevet skubbet lidt i baggrunden. Vi er begge begyndt på 5. semester, og håber at det kan forenes med en fødsel i december.
25. juli 2009
Anita er nu halvvejs i graviditeten og vi har i denne uge været til misdannelsesscanning. Scanningen viste at vi venter, som jordemoderen udtrykte det, et sundt og raskt barn. Vi glæder os selvfølgelig meget og vi prøver at fordrive ventetiden med at få styr på alle de praktiske opgaver, der følger med sådan en lille junior.
På boligfronten er der også sket lidt i denne uge. I juni måned skrev vi under på en købskontrakt til en 3-værelses andelslejlighed i Virum med overtagelse 15. september 2009. Vi glæder os meget til at flytte og tror vi bliver rigtig glade for vores nye hjem. I denne uge er muligheden for en lidt tidligere overtagelse, blevet luftet af sælger. Da vi selvfølgelig helst vil flytte ind så hurtigt som muligt, håber vi på at vi får mulighed for at overtage lejligheden allerede i starten af september.
5. juni 2009
LANGT-HJEM.DK: Nu med nyt design og galleri!!
|